fbpx

Arbejdsglæde kræver tid til arbejdet

Læserbrev i Nordvestnyt
Sine Agerholm

I Holbæk Kommune har vi ansat knapt 4000 mennesker, der dagligt sørger for, at holde lokalsamfundet kørende. De passer og underviser vores børn, de yder omsorg for vores ældre, de slår rabatterne, de holder styr på budgetterne, de hjælper ledige videre osv. osv.
De fleste offentligt ansatte er drevet af en indre motivation, der handler om mere end blot at tjene en løn. De vil gerne gøre noget godt for samfundet og for andre mennesker.


Det kommer i den grad til udtryk, når flere faggrupper møder før arbejdstid og bliver lidt længere uden at få betaling for det. Mennesker med den indstilling til arbejdet fortjener, at vi viser dem tillid og anerkender deres indsats.


Vi skal behandle de mennesker ordentligt, der er ansat i vores fællesskab. Og det gør vi ikke for tiden. Den ene økonomiske katastrofeopbremsning efter den anden har presset arbejdsglæden i bund og modløsheden har bredt sig i hele organisationen.


Vi skal have arbejdsglæden tilbage. Det får vi kun, hvis vi stopper al plusordsnak og taler om tingene, som de er – tager et politisk ansvar for, at der er den nødvendige tid til arbejdet og giver medarbejderne reel indflydelse på egen hverdag.

Sine Agerholm, borgmesterkandidat for Lokallisten for hele Holbæk Kommune

2017-11-06T21:13:47+00:00
X