Opslag fra Facebook
af Sine Agerholm

Da byrådet i sin tid blev præsenteret for forslaget om at samle en række idrætsfaciliteter i det projekt, der dengang hed Arenaen, blev det modtaget med stor begejstring. Der var stor opbakning til tankerne om at samle idrætsgrene og foreninger, at skifte nedslidte faciliteter ud med nye – ligesom de fleste kunne se idéen med at skabe synergi og visionen om at få nye muligheder for aktiviteter og begivenheder, som vi ikke havde faciliteter til i forvejen. Nogle forestillede sig også, at Arenaen ville blive et trækplaster for nye tilflyttere.

Uenigheden omkring projektet opstod først for alvor, da der skulle sættes penge af til det i kommunens budget. Det startede allerede i sidste valgperiode. Her delte vandene sig i spørgsmålet om, hvorvidt projektet kunne finansieres ved besparelser på velfærden (serviceudgifterne). Det mente jeg – blandt andre – ikke, det hverken kunne eller skulle.

Umiddelbart efter valget i 2013 blev der indgået først en politisk aftale mellem konstitueringspartierne og derefter en samarbejdsaftale mellem konstitueringsgruppen og Socialdemokratiet. Aftalerne slog fast, at Arenaen ikke måtte realiseres på bekostning af kvaliteten i velfærden eller idrætsfaciliteterne udenfor Holbæk by. For en tid så det altså ud til, at ovennævnte konflikt omkring finansieringsspørgsmålet var håndteret.

Her vil jeg indskyde, at kommunen, i flg. min vurdering, aldrig har haft en fornuftig balance imellem indtægter og udgifter. Vi har siden kommunesammenlægningen, hvor skatteprocenten blev sat til laveste fællesnævner, måttet slås for penge til anstændig velfærd, ligesom vi aldrig har haft økonomi til at vedligeholde vores anlæg (bygninger, veje, broer osv.) i tilstrækkelig grad. Der har altså ikke været ”et overskud”, vi kunne lægge til side af til ”ønskeprojekter”.

Den samlede økonomiske situation ved denne valgperiodes begyndelse var ”helt til rotterne”. Der manglede ca. 300 mio. (altså et gennemsnit på ca. 75 mio. om året) i det budget for 2014 med overslagsår, som var blevet vedtaget af et borgerligt flertal med støtte fra SF umiddelbart før valget. Og nu havde konstitueringspartierne tilmed besluttet, at skatten ikke kunne sættes op i indeværende valgperiode, medmindre alle var enige om det.

Svaret på den økonomiske ubalance blev ”Holbæk i Fællesskab 1”. Via politiske og administrative ”omstillinger” skulle der findes driftsbesparelser for omkring 200 mio. om året!!

Enhver kunne sige sig selv, at det var en umulig opgave, men vi var nødt til at gå ind i arbejdet med åbent sind, for det eneste alternativ var at finde sparekatalogerne frem med det samme… og til projektets ros skal det også siges, at det faktisk lykkedes at finde veje til væsentligt flere besparelser, end jeg i min vildeste fantasi havde troet muligt.

Tiden gik og undervejs blev Arenaen til Sportsbyen. Det blev konsekvensen af en bemærkelsesværdig afstemning i byrådet. Borgmesteren var åbenbart blevet træt af de kritiske røster, så han bad byrådet om at tage stilling til et helt principielt spørgsmål: Han gav byrådet tre valgmuligheder. Vi kunne stemme for den centrale løsning (Arenaen), for en decentral løsning eller for at renovere de eksisterende faciliteter. På selve mødet foreslog jeg en fjerde mulighed, som var en kombination af renovering og den decentrale model, men det ville borgmesteren ikke høre tale om, så det forslag kom slet ikke til afstemning. Afstemningen endte uafgjort! Det fik den konsekvens, at Arenaprojektet blev erstattet af et forslag om det noget billigere Sportsbyprojekt.

Forudsætningen om, at projektet ikke måtte gå ud over kvaliteten i den grundlæggende velfærd og/eller idrætsfaciliteter udenfor Holbæk by var stadig gældende.

I mellemtiden var ”Holbæk i Fællesskab 2” sat i gang, og det stod stadig mere klart, at det ikke var muligt at opnå besparelser på driftsbudgettet for alle de mange millioner, der manglede.

Konsekvensen burde derfor have været, at byrådet enten droppede/udsatte Sportsbyprojektet eller skaffede indtægter til at finansiere det for i form af øgede skatteindtægter. Men et flertal i byrådet må jo have set et andet billede af den økonomiske situation, end det jeg så, da de alligevel stemte for at sætte projektet i gang i april 2016.

Konsekvenserne kom umiddelbart efter. Allerede i juni skulle de første nedskæringer for ca. 30 mio. gennemføres, og da byrådet mødte frem efter sommerferien manglede der 200 mio. i at få budgettet bragt i balance. Det betød, at der blev nedlagt 300 stillinger bl.a. i hjemmeplejen, i daginstitutioner og i skoler, ligesom socialrådgivere og HK’er måtte holde for.

Især Venstres kandidater til kommunevalget har travlt med at bortforklare, at der er en direkte sammenhæng imellem tingene, og samtidig er der mange følelser i spil, når snakken falder på Sportsbyen. Nogle prøver at gøre det til en strid om, hvorvidt man går ind for ordentlige faciliteter eller ej, men det har sådan set aldrig været stridspunktet. Derfor kan det måske være gavnligt for forståelsen med et tænkt eksempel med samme konsekvenser men med et helt andet indhold….

Vi forestiller os følgende:

Byrådet har fået forelagt et forslag om at samle den kommunale administration i nye lokaler. Beregninger viser, at det vil give en driftsbesparelse på 25 mio. om året. Samtidig kan vi afhænde nogle af de nedslidte bygninger og dermed spare på renoveringsefterslæbet. Nye og lækre fysiske rammer vil sandsynligvis både give synergi og arbejdsglæde. Måske kan det endda virke som et trækplaster på højt kvalificeret arbejdskraft.

Vi antager, at det koster 125 mio. at realisere projektet. Dvs. at investeringen tjener sig hjem igen over en femårig periode. Derefter har vi 25 mio. i overskud hvert år, som vi kan betale et kvalitetsløft af velfærden for. Det ligger lige til højrebenet og bør igangsættes hurtigst muligt.

Problemet er bare, at vi ikke har de 125 mio., det koster at etablere det, og vi mangler samtidig både penge i kommunekassen og til vedligeholdelse af de bygninger, vi har i forvejen.

Skal projektet gennemføres – uden at øge kommunens indtægter fx i form af en skattestigning, så lader det sig kun gøre ved at nedbringe udgifterne til den daglige drift (læs: gennemføre yderligere besparelser).

Det er Sportsbysagens kerne set med mine øjne.

Og når det er sagt, så er der ingen vej tilbage. Sportsbyen er vedtaget, og det står ikke til at ændre. Derfor må vi se at få mest mulig glæde og gavn ud af hele projektet. Det skylder vi skatteborgerne – og i særdeleshed de borgere og medarbejdere, der har betalt en stor del af prisen i form af forringelser i hverdagen…