Læserbrev i Nordvestnyt
Lars Qvist

Debatten om biogasanlægget i Snævre er forbi. Vi får ikke noget anlæg i Holbæk Kommune i denne omgang. Og det er godt af flere grunde.

For borgerne i Sdr. Jernløse, Regstrup og omegn har en fælles front vist, at det kan betale sig at tage ordet. Samtale og protest er en del af demokratiets dna. Ingen tvivl om, at der i mange hjem er en reel lettelse over, at der ikke kan samles flertal for et biogasanlæg. Set fra et politisk synspunkt er det fint, at der bliver lidt mere plads til at andre emner i debatten, og set med Lokallistens øjne får vi nu muligheden for at bygge en energiplan op helt for bunden præcis, som vi har ønsket de seneste måneder.

Men måske betyder det allermest, at vi i kommunalbestyrelsen har undgået en 16-15-beslutning, som det i lang tid så ud til. Vi er sluppet for en politisk sag, der ellers med sikkerhed ville splitte og fylde i den politiske debat før, under og i årene efter opførelsen af anlægget. Altså mange år frem. Præcis som vi allerede har set med sportsbyen, hvor debatten næppe forstummer, når sportsfolkene rykker ind. Her venter mange politiske diskussioner.

Måske har nogle politikere ligefrem valgt at sige nej til et biogasanlæg i Snævre for at undgå den store politiske splittelse. Det ville i givet fald være et ædelt motiv. Sportsbyen har lært os, at en splittet kommunalbestyrelse i store og vidtrækkende sager absolut ikke gør noget godt for udviklingen af Holbæk Kommune. I Lokallisten håber vi, at kommunalbestyrelsen med borgmesteren i spidsen fremover vil gå meget langt for at nå en slags ’nationalt kompromis’ i store sager, der har vidtrækkende konsekvenser for borgere, økonomi og kommune.

Og lad os så komme i gang med en samlet energiplan for Holbæk Kommune…

Lars Qvist,
Kommunalbestyrelsesmedlemmer
Lokallisten for hele Holbæk Kommune