Læserbrev i Nordvestnyt

Vi ventede længe på, at borgmesteren tog initiativ til det brede samarbejde om en økonomisk genopretningsplan, han havde skitseret tilbage i maj måned, men der skete intet.

Derfor tog vi selv initiativet og fremlagde et fælles forslag for 2 uger siden. Det var et forslag, der både viste, hvordan kommunens samlede økonomi kunne rettes op henover den kommende valgperiode og samtidig et forslag til budget 2018.

Vi havde på forhånd gjort os umage for at fremlægge et forslag, der rakte ud til flere andre af byrådets partier i håb om at kunne samle et flertal for en helt ny retning.

Nu er det lykkedes at lande en aftale med opbakning fra 29 af byrådets 31 medlemmer. Det er en aftale, der i høj grad baserer sig på vores første udspil tillagt klare aftryk fra både Enhedslisten, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Vi takker partierne for det konstruktive og frugtbare samarbejde, der førte os sikkert frem til en fælles aftale, der peger ind i fremtiden.

Lad os sammen fortsætte den linje – også efter årsskiftet.

Emrah Tuncer, borgmesterkandidat for de Radikale
Sine Agerholm, borgmesterkandidat for Lokallisten
Michael Suhr, borgmesterkandidat for Konservative