“Lokallisten for Hele Holbæk Kommune er et lokalpolitisk forum, der nyder fordelen af ikke at være styret af et landsdækkende politisk parti eller af en forældet ideologi.

De seneste år har vist, at det har været gavnligt for Holbæk Kommune, at Vi har været repræsenteret i Kommunalbestyrelsen og derfor stiller vi op igen til kommunalvalget i november 2021.

Vi synes at vi er kommet langt med de politiske temaer vi gik til valg på i 2017. Mange af dem er endda adopteret af de andre partier. Vi vil fortsætte det gode arbejde og sørge for at også den nye kommunalbestyrelse holder fokus på de emner vi stadig opfatter som de vigtigste.

Det handler især om decentralisering og en særlige indsats for at skabe og bevare levende lokale samfund – ikke FOR men MED de mennesker der bor der

Det handler om børneområdet, hvor skolerne nu har fået mulighed for at et tiltrængt løft, især i forhold til struktur og selvbestemmelse. Det vil vi gerne sikre bliver gjort sådan som skolernes elever, forældre og ansatte finder det klogest.

Det handler om at fastholde et økonomisk princip om, at vi investerer os til velstand, frem for at spare os fattigere. Det gør vi blandt andet ved at tiltrække og investere i gode vilkår for erhvervslivet.

Det handler om at sikre social retfærdighed og ordentlighed. Der findes desværre både mennesker og områder i vores kommune, der oplever sig udstødte og oversete.

Det er både dyrt og uanstændigt at tillade fattigdom og marginalisering.

I Lokallisten for Hele Holbæk Kommune vil vi gerne være kendte for at være blokpolitikkens fjende nummer 1, centraliseringens fjende nr. 1 og ulighedens fjende nr. 1.

Vi vil ikke medvirke til populisme og overbudspolitik, men vi vil samarbejde med alle der vil være med til langsigtede og gennemtænkte løsninger for hele Holbæk kommune.

Vi vil altid tale de marginaliseredes sag, både de marginaliserede individer, grupper og lokalområder.

Hvis du er bare nogenlunde enig i det, så behøver du faktisk ikke at vente helt til kommunalvalget om et år, med at fortælle os det.
Du har mulighed for at møde os og hjælpe os med at udvikle vores politik.
Du har også mulighed for at blive kandidat for Lokallisten.