Læserbrev i Nordvestnyt den 15. august 2017
Af Sine Agerholm

Vi har nu mange års erfaring med vores sammenlagte storkommune, og det kunne være interessant at spørge: er der nogen, der har oplevet væsentlige fordele ved den konstruktion?

Der er en tendens i samfundet til, at alt uafbrudt bliver samlet i stadig større enheder – skoler, daginstitutioner, ældrecentre, og den samme tendens gør sig gældende i både i staten og i det private erhvervsliv.
Der er sikkert nogen, der vil argumentere for, at det både er fornuftigt og nødvendigt – jeg vil i nærværende indlæg argumentere for det modsatte.

Henover sommeren har jeg tænkt meget på det gode gamle begreb ”fremmedgørelse”.
For mig at se er netop fremmedgørelsen den alvorlige menneskelige konsekvens af ovennævnte tendens – det er en stor trussel for det enkelte menneskes livskvalitet og for sammenhængskraften i vores fællesskaber.

I et lille samfund, hvor man kender hinanden, kan man ikke undgå at blive konfronteret, når medmennesker på den ene eller på den anden måde er i vanskeligheder. Det bevæger os, når en nabo mister sin ægtefælle og er i sorg. Det rører ved os, når de lidt længere nede ad vejen får et stærkt handicappet barn. Og vi ser behovet for en håndsrækning, når en god kollega bliver alvorligt syg eller kommer ud for en arbejdsulykke.

Jeg tror på, at vi som mennesker har en iboende vilje og trang til at række hånden frem, når vi kan se, at andre har brug for det. Og hvis vi også i det politiske liv lod hjertet tale noget mere, ville meget være vundet. Men…
I kommunen som organisation er det tydeligt, at det enkelte menneske for længst er forsvundet fra sproget. Børn og ældre mennesker er omdøbt til ”enheder”, det pædagogiske personale er blevet til ”normeringer”, og i FOA-regi forsøger man desperat at fastholde den sidste rest af medmenneskelighed ved at omtale personalet som ”VARME hænder”.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det gør det lettere at træffe de ”svære” og skadelige beslutninger – dem, der ”gør ondt” på nogen derude i den virkelige verden, for politikerne møder aldrig hr. Normering, fru Varme Hænder eller den lille nyfødte ”enhed”.

Vi er alle sammen reduceret til et mere eller mindre ligegyldigt nummer i rækken, og den sunde fornuft og ”folkets stemme” er afløst af regneark og talende jakkesæt.

Vi bliver mere og mere fremmede for hinanden, og spørgsmålet er i bund grund: Hvor længe vil vi som borgere i samfundet – på egne og på næstens vegne – finde os i det?

Jeg tror ikke, at der ligger ond vilje bag tendensen – de fleste følger nok bare med strømmen. Men én ting er sikkert: Hvis vi ikke ændrer retning, ender vi dér, hvor vi er på vej hen!